Del'arian vågnede i en seng som ikke var hans. Når han kiggede sig omkring kunne han ikke se andet end nogle mure som var lavet af store kampesten, de var meget massive at se på. Han kiggede yderligere rundt i det rum han lå i, og så et lille natbord ved siden af sengen hvorpå hans halskæde lå med hans lykkering sat i. På bordet stod også et vandfad.
Del'arian satte sig op og tog sig med det samme til sin mave. Det gjorde meget ondt, men hvad var der sket, han kunne ikke huske noget som helst. Han kiggede ned og så forbindingerne rundt om sin mave og måtte straks lægge sig ned igen, fordi han ikke kunne holde de store smerter han havde ud.

Der gik ikke længe før han faldt hen i en søvndyssende tilstand igen, men efter et lille stykke tid blev han vækket af en banken på døren, en meget bestemt banken, efterfulgt af en ung mandestemme: "Er de vågen herre" blev der sagt, Del'arian, fik fremstammet et "Ja jeg er vågen, kom ind", hvorefter en ung mand iført kongeblå præsterobe trådte ind i lokalet. Han var nydeligt kortklippet, havde pæne ansigtstræk og var meget bestemt i sin udstråling. Om halsen havde han et helligt symbol hængende, og på fødderne bar han et par sandaler af læder.

Han kiggede ned på Del'arian og sagde: "Lad os kigge på dine sår, du blev ramt rimelig hårdt i nat". Del'arian kiggede op på den unge præst, "Ramt hårdt i nat? jeg kan slet ikke huske jeg har været i kamp?" sagde han undrende. Da den unge man begynder at pille forbindingerne af, kommer Del'arian med et smerteskrig da noget af forbindingen har sat sig fast i såret. Han må bide tænderne sammen for ikke at bande og svovle på grund af at den store smerten der skærer gennem ham.

"Rolig nu" kom det fra den unge præst: "Det skal nok gå. Min mester vil indfinde sig lige om noget tid så vi kan få gjort en ende på dine smerter". Med disse ord lykkedes det den unge præst, at få Del'arian til at falde ned og slappe af så forbindingen kunne komme helt af.
Efter et stykke tid kom en ældre herre ind i rummet iført de samme rober som den unge mand, bare med en hel del mere udsmykning. Man kunne direkte se det skær hans hellige symbol havde omkring sig, og han var meget autoritær at se på. Han gik med meget bestemte skridt hen imod Del'arian og hilste på ham med ordene: "Mit navn er Mihromi, præst af Lathander morgenherre".

Del'arian nikkede og smilede alt imens han fik svaret: "…så længe du bare kan tage dig af mine smerter, for de er forfærdelige".

Præsten hævede sine hænder og gjorde tegn til at døren skulle lukkes, samt at Del'arian skulle lægge sig ned på ryggen, derefter han begyndte at messe. Hans messen tog til og blev mere og mere rungende, mens man kunne mærke hvordan han fik trukket en masse kræfter ned fra himlen og kanaliseret dem ned i sine hænder som han lagde på Del'arians mave. Et lyseblåt skær formede sig om hænderne og flød ud i Del'arians, og der gik kun lidt tid, så kunne han begynde at mærke en summen i kroppen Samtidig med at han kunne se præsten lukke sine øjne, begyndte sårene at lukke sig stille og roligt, men ikke alle lukkede sig helt, der var et tilbage. Præsten bedte endnu en bøn og lagde hænderne oven på såret, så man kunne se et lyseblåt skær med et skarpt gult indeni, dette kunne man se flyde rundt om såret samt ind i det, imens det blev tvunget til at lukke sig. Her vred Del'arian sig i smerte, og man kunne se på ham at dette gjorde meget ondt.

Præsten rejste sig og gav hånden til Del'arian mens han sagde: "Du burde kunne rejse dig uden smerter nu". Del'arian kiggede på præsten inden han tog hans hånd og rejste sig, og ganske rigtigt, der var ingen smerter mere!

"Mig bekendt burde det ikke være så smertefuldt at blive helbredt" sagde Del'arian til Mihromi, hvilket Mihromi var helt enig i. Han satte sig ned på en taburet i den anden ende af rummet og begyndte at tænke meget kraftigt over dette. Der var noget som ikke var som det skulle være, men hvad kunne han ikke lige komme i tanke om.

"Jeg vil tage mig tid til at kontakte Lathander for at finde viden omkring dette. og du burde holde dig i nærheden, for hvad end der angreb dig i nat er ikke til at vide, de eller det ramte i hvert fald godt!" Dette sagde han med meget alvor i stemmen, alt imens han holdt øjenkontakt med Del'arian.
Denne øjenkontakt var meget intens og det var som om at Del'arian kunne mærke Mihromi trængte helt ind i hans sjæl, og det fik ham til at forstå vigtigheden af, at han ikke rodede sig ud i noget dumt, hverken her, senere eller i de næste par dage.

Del'arian rejste sig op, samlede sin halskæde op fra natbordet og tog den på. Han gik så over og gav den unge præst et skulderklap og et tak for hjælpen, hvorefter han gik over til Mihromi, kiggede på ham og gik derefter ud af døren.
Herfra kom han ud i en kæmpe hal som var fyldt med præster som sad og bedte bønner til Lathander morgenherre. Del'arian bevægede sig over imod den store indgang til templet, hvorefter han stod lidt i porten og kiggede ud på denne meget store by som dette pragt tempel lå i.